Inside Danny Elfman’s Twisted Cult Film ‘Forbidden Zone’

Forbidden Zone begyndte for filmskaberen Richard Elfman som et springbræt fra hans performance-art musikalske troppe Mystic Knights of the Oingo Boingo. Før gruppen ændrede sit navn og opnåede new-wave-succes med hits som “Dead Man’s Party” og “Weird Science”, havde han udtænkt det skægge ensemble, der tog udgangspunkt i commedia dell’arte, tysk ekspressionisme, fransk absurdistisk teater, Max Fleischer-tegnefilm som Betty Boop og big band-jazz. Richard havde samlet den ekspansive gruppe i begyndelsen af halvfjerdserne og fungerede som kreativ direktør og spillede slagtøj; i starten tog han sin lillebror Danny – fire år yngre end ham – med i flokken.

Søskendeparret var vokset op med sci-fi- og gyserfilm, og Richard husker, at hans bror i årevis ikke interesserede sig for musik. “Danny havde ingen guitar, ingen garagebands, han gik ikke til koncerter og havde ingen pladesamling”, husker han. “Vi gav ham en guitar, da han var 16 år eller deromkring, og han fandt ud af, hvordan man spiller en Django Reinhardt-solo. Så fik han en violin til at lave Stéphane Grappelli-akkompagnementet.” Han griner.

“Jeg kan huske, at jeg hørte Django på en indisk restaurant, som jeg plejede at gå på,” siger Danny. “Jeg syntes, det var fantastisk. Og samtidig blev jeg forelsket i Cab Calloway fra Betty Boop-tegnefilmene, og det førte mig til Duke Ellington. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg faldt ind i den hvirvel af tidlige Cotton Club-bigbands, men Fleischers tegnefilm var en del af det.” Før de dannede gruppen havde begge Elfmans også været med i Le Grand Magic Circus, et kollektiv i Paris med et lignende tema, der var befolket af, hvad Richard kalder “gonzo, avantgarde-typer – meget franske.”

Den vigtigste forskel, da de dannede deres egen gruppe, var imidlertid, at Richard udnyttede deres kærlighed til jazz og hans søskendes spirende kompositioner. “Jeg kiggede hundredvis og atter hundredvis af musikstykker igennem og ledte efter perler, som folk ikke længere kunne høre live – jiddisk teater, Josephine Baker, Miguelito Valdés – og vi ville genskabe dem på glimrende vis,” siger han. “Så kommer Danny ud af ingenting, som om en kødbolle rammer ham fra himlen – han er pludselig blevet til Mozart. Det var ligesom: ‘Hvor fanden er det her kommet fra?'”

Et af de få videodokumenter fra gruppens tidlige dage er deres optræden i The Gong Show i 1976. Efter at et af medlemmerne har introduceret “den sjældent spillede Hayden-trio for klaver, harmonika og triangel”, stormer en bækkenrasende drage ind på scenen, og det samme gør Richard, iført oppustede lilla bukser og en raket rundt om kroppen. Så begynder de ansigtsmalede Mystic Knights at spille østeuropæisk oom-pah-musik på blæseinstrumenter. Buddy Hackett lavede en spøg om troppens kvindelige medlem og gav dem et 6-tal; Shari Lewis foreslog, at de havde brug for en “vaccine mod mærkelighed” og gav dem et 8-tal. De vandt showet og 516,32 dollars. “Så hjælp mig Gud, hvis vi blev smidt ud, ville jeg have smidt den lille skid ud i publikum,” siger Richard nu om den “smarte” vært Chuck Barris. “Jeg kunne ikke lide den måde, de nedgjorde folk på. Jeg har smidt vigtigere mennesker end ham i bassiner, herunder chefen for et studie engang.”

Med den yngre Elfman, der nu supplerede resten af gruppens oeuvre med sange, som Richard stadig beskriver som “skøre” og “vilde”, var scenen sat for noget større.

Richards første forsøg på at lave film, Hercules Family, var et timelangt eksperiment, der indeholdt det grundlæggende plot i Forbidden Zone. Nogle af hans venner opfordrede ham til at tilføje yderligere 20 minutter til denne 16-mm-kortfilm for at gøre den til en spillefilm; han optog derefter de ekstra scener i 35 mm. Da aftrykkene ikke så godt ud sammen, erstattede han de originale Hercules Family-optagelser, hvoraf nogle af dem vises på den kommende ultimative udgave for første gang, med nye sort-hvide 35 mm-optagelser, som han havde til hensigt at få farvelagt. “Jeg havde tænkt mig at få sekvenserne i “Forbudt zone” håndfarvet i Kina eller Korea, ligesom man gjorde i kunstfilm fra Paris i tyverne,” siger han. “Jeg gik fallit, længe før den langsomme båd ankom til Kina.”

Den titulære familie, som skulle være i centrum for hovedfilmen, blev inspireret af Richards naboer i Venice, Californien, “som var meget mere funkier dengang,” siger han. “Jeg vil ikke lyde elitær, men de var en fattig, white-trash, hillbilly-familie. Den fulde far skældte moderen ud, som slog datteren, som skældte sønnen ud, som skældte hunden ud.”

Til Forbidden Zone besatte Richard sin daværende kone, Marie-Pascale Elfman (som også designede filmens kabinet af Dr. Caligari-lignende kulisser), til at spille “Frenchy” Hercules, kvinden, der forsvinder ind i den “sjette dimension” i familiens kælder. Phil Gordon, der arbejdede på en anden produktion samme sted, hvor de lavede Forbidden Zone, og som var en “gammeldags schmaltz-maskine”, blev castet som Flash Hercules, fordi han lignede svagt den skuespiller, der spillede den rolle i kortfilmen, men som nu ikke var til rådighed. “Det var lidt af en parodi på menneskets mangel på medfølelse for sine medmennesker,” siger Richard. “Datteren finder moderen besvimet på gulvet, løfter hendes hoved og taber hovedet. I den sjette dimension vil Flash bolle enhver røv, der bevæger sig.”

Når den unge kvinde vover sig ned i kælderen og forsvinder, deltager Flash og klassekammeraten Squeezit Henderson (Bright) i en alfabetsang inspireret af en rutine i Three Stooges-filmen Violent Is the Word for Curly. En mandlig lærer i drag lærer melodien til klassen, som består af freaks (performancekunstnerne Kipper Kids sætter gummibånd på deres næser, og en portræt Hitler-lookalike synger med), nørder og afroamerikanske elever i baglokalet, som gør det til et funkenummer – indtil læreren får alle til at sætte poser på hovedet.

Richard skrev scenen til dels som en overdreven vision af sine egne high school-oplevelser. “Vi voksede op i et overvejende afroamerikansk kvarter i Crenshaw-området,” siger han. “Scenen var mild sammenlignet med min homeroom på Dorsey high school. Jeg deltog i statsmesterskaberne i atletik, og for en hvid, rødhåret fyr brød det fysikkens love. En kvinde beskrev mig kærligt som: ‘Den dreng er ikke hvid, han er en rød nigger’. Når jeg havde klaret mit første løb, klatrede jeg bogstaveligt talt ud af vinduet sammen med disse bandedrenge. Vi drak vin, og læreren lod som om, at han ikke så det. Det var mere som West Side Story end Boyz N The Hood, men der var stadig skyderier på tribunerne til fodboldkampe.”

I årenes løb har Forbidden Zone udløst kontroverser på grund af dens skildringer af både afroamerikanere, herunder nogle scener med blackface, og Squeezits transseksuelle søskende, René (også spillet af Bright). Nogle biografgængere sagde, at de ville brænde biograferne ned, hvis den blev vist, og universitetet i Wisconsin forbød den. Selv om den tydeligvis var satire, var den politisk ukorrekt, selv efter Reagan-tidens standarder. I dag trækker Richard bare på skuldrene af det.

“Politisk korrekthed kommer i bølger, og der var en kraftig bølge dengang,” siger han. “Jeg har ikke en eneste racistisk celle i mig, og filmen er en menneskelig tegneserie. Ingen er portrætteret mere tegneserieagtigt end nogen anden, men den politisk korrekte kontingent tager tingene ud af kontekst for at finde fornærmelser, hvor det ikke er meningen. Det er en af de mest lumske former for censur. Det sjove er, hvordan den almindelige homoseksuelle presse som The Advocate fordømte den måde, hvorpå Forbidden Zone portrætterede homoseksuelle mennesker som René – men den underjordiske homoseksuelle presse elskede den og blev det største loyale publikum. Selv bøsser er ikke homogene.”

“Jeg sagde til Rick: ‘Er du sikker på, at du vil gøre det?’ Han sagde: ‘Ja, absolut'”, siger Danny. “Man kan ikke tale min bror ud af noget som helst, så jeg bekymrede mig ikke om det på den ene eller den anden måde.”

“Så hjælp mig Gud, hvis vi blev gonget af, ville jeg have smidt den lille skid ud i publikum. Jeg har smidt flere vigtige mennesker end ham i bassiner, bl.a. chefen for et studie engang.”

“Forbidden Zone er ikke for alle,” fortsætter Richard. “Jeg ved ikke, om det er niveauet af absurditet eller galskab, men det truer visse mennesker. De går bare amok og hader filmen, mens andre elsker den i samme grad af de samme grunde. Du ved, livet kan nogle gange være absurd.”

Måske er filmens mest bizarre billedsprog i form af den sjette dimensions konge og dronning, Villechaize og Tyrrell, som sluttede sig til castet på en Forbidden Zone-agtig måde. “Matthews værelseskammerat hed på det tidspunkt Hervé, og han kneppede Susan Tyrell,” siger Richard og griner. “Der var en masse drama på settet. Susan, som var genial og vild, kom fra et repertoirekompagni i New York og havde en stentor-stemmeboks. Hervé, der var lige så karismatisk som han var, havde en lille stemmeboks. Så jeg så dem i det fjerne have et skænderi, og det eneste, man hørte, var hende. Man kunne ikke høre ham, før man var tre meter væk.” Han griner. “Hervé var en prins, og hans agent gjorde alt, hvad han kunne, for at holde ham væk fra Forbidden Zone. Men han var så engageret, at han ikke kun sparkede sin check tilbage til produktionen, han kom også for at male kulisser i weekenderne.”

Tyrrell stødte også sammen med Viva, en “syrlig, syret, genial vittighed”, ifølge Richard, som (spoiler) spillede kongens dronning i eksil. “Hun nålede Susan, så da de sloges, var jeg nødt til at slutte med det øjeblik, hvor Susan ligger oven på Viva, som klager over, at hendes ribben er ved at briste af vægten,” siger Richard. “De forkerte ord til den forkerte person. Det var ikke falskneri: Susan bankede Viva til plukfisk, og jeg var nødt til at skille dem ad med deres kløer i nakken på hinanden. De blødte begge to.”

Det modsatte af blodtørrende drama fandt sted under Dannys scene, hvor han spiller Satan, der halshugger Squeezit. “Det var nok tre om natten efter en 18 timers optagelse,” siger komponisten. “Jeg prøvede at læbesynkronisere til ‘Squeezit the Moocher’ og gå igennem bevægelserne med at hugge hans hoved af, og jeg kunne ikke holde op med at bryde sammen. Jeg kom bare ind i den tilstand, hvor jeg ikke kunne lave en optagelse. Hver gang han sagde sin replik – “It’s not for me I’m pleadin’/ if you help René and Frenchy, I’ll give you what you’re needin'” – så kiggede jeg på hans ansigt og kunne ikke holde det sammen. Jeg tror aldrig, at det er sket igen siden da.”

Sangen var typisk for Danny og Mystic Knights på det tidspunkt. “Jeg plejede at synge ‘Minnie the Moocher’ og to andre Cab Calloway-sange med Mystic Knights,” husker Danny. “Der var en periode i halvfjerdserne, hvor jeg ikke lyttede til musik, der var indspillet efter 1938. I mit hoved levede jeg i 1933 i Harlem og var i bund og grund kulturelt set fuldstændig uvidende om, hvad der skete på det tidspunkt. Jeg lukkede bare af i et årti, mere eller mindre.”

Hvis det var nemt at få et OK til at omskrive “Minnie the Moocher” fra Calloway, selv om Richard ikke fik clearet noget af den anden gamle musik (“Vi måtte betale en masse for nogle af de mere obskure ting”). “Han var en prins,” husker han. “Sjovt nok kom musikernes fagforening efter mig for nogle af Cab Calloway-tingene, og jeg måtte påpege, at de ikke tillod sorte i fagforeningen dengang, så gå ad helvede til.”

Da Forbidden Zone udkom, gjorde den næppe væsen af sig. Så Richard fortsatte med at lave scenearbejde, et par rockvideoer og nogle små reklamefilm. Danny besluttede at opløse Mystic Knights (hans bror havde forladt gruppen et par år tidligere), som på tidspunktet for filmen kun spillede på instrumenter, der ikke krævede forstærkning for at få en fyrrerne-vibe. Efter at have taget gruppen i en større teatralsk retning med mere animation og kostumeskift, snublede Danny over en ny lyd, som han kunne lide.

“Jeg vågnede en dag og hørte Madness og The Specials fra England og sagde: ‘Eh, jeg vil ikke gøre det her mere, jeg vil være med i et ska-band’,” husker han. “Det var virkelig noget, der skete fra den ene dag til den anden. Ingen kostumer, ingen rekvisitter, modsætningen til en stor, kompliceret teatertrup, som var det, vi var blevet.” Dermed dannede han Oingo Boingo, som han spillede med indtil 1995, mens han arbejdede på filmmusik. (For nylig opførte han “Dead Man’s Party” live for første gang i 20 år som ekstranummer til sin Hollywood Bowl-opførelse af Nightmare Before Christmas.)

Derpå begyndte Forbidden Zone uventet langsomt at blive et kult-hit med tiden, takket være midnatsforestillinger og den lejlighedsvise produktion, hvor en skyggecast fra Rocky Horror Picture Show spillede med til den. “Det har været en total overraskelse,” siger Richard om den fornyede interesse for filmen. “Det er 10 år siden, at jeg lagde mit første websted op, og jeg fik tusinder og atter tusinder af hits fra hele verden, folk, der havde set bootleggede versioner af filmen. Jeg vidste ikke, at den havde fået en verdensomspændende tilslutning. Hver eller hver anden måned siden da er jeg fløjet til en anden by til en visning, og de fleste af publikum er unge i collegealderen. Det har været en overraskelse, og det er noget, jeg er taknemmelig for.”

I årevis har rettighederne til filmen været spredt mellem distributørerne. I 2008 fik Richard mulighed for at få filmen farvelagt, som han oprindeligt havde tænkt sig. Selv om historien om, hvordan han mistede rettighederne til filmen, er den eneste ting, han er vag omkring, fik filmskaberen sidste år igen kontrol over Forbidden Zone. Den nye udgave af filmen indeholder både farve- og sort/hvid-versionen af filmen samt outtakes, slettede scener, optagelser fra Hercules Family og kommentarer fra Richard og Matthew Bright.

For et par år siden havde han også annonceret sin plan om at lave en fortsættelse til Forbidden Zone, hvor en ny familie flytter ind i huset med den interdimensionelle kælder. (Der findes en synopsis til den, men ligesom i originalen ser plottet så skandaløst ud, at det skal ses for at give mening). Richard har indkaldt sin svigerdatter, Jenna Elfman, til at lave et “surrealistisk luftdansnummer” klædt som Tim Curry i Rocky Horror; han genbruger den sang, som gruppen spillede i The Gong Show, som den sjette dimensions nationalsang; og han vil have Danny til at skrive mere musik til den og gentage sin sataniske rolle og synge en anden Cab Calloway-klassiker, “St. James Infirmary Blues.”

“Jeg har ikke rigtig begyndt på noget til den endnu,” siger Danny. “Han er min storebror, og det er sådan, at han siger: ‘Okay, vi laver Forbidden Zone 2, og du skal lave sange’. Og jeg siger: ‘Okay’. Vores forhold har ikke ændret sig. Da jeg blev musikalsk leder af Mystic Knights of the Oingo Boingo, var det lige efter, at jeg var kommet hjem fra Afrika som 19-årig; Han hentede mig i lufthavnen og sagde: “Jeg har startet en teatergruppe, og du er den musikalske leder. Jeg sagde: “Okay, det gør jeg vel. Det er som at blive indkaldt til aktiv tjeneste.”

Richard forventer, at produktionen af efterfølgeren begynder næste år i Hollywood – “kun for Jenna og ved at bruge nogle af hendes So You Think You Can Dance-forbindelser” – og han håber at kunne engagere Bright, Kipper Kids og Gisele Lindley, som spillede den topløse prinsesse i originalen. “Måske vil jeg låse hende inde i fangekælderen og lave en kærlighedsscene med Matthew, jeg ved det ikke,” siger han. Men hvad han ved er, at “det bliver større, værre og dristigere end Forbidden Zone 1.”